Forskning ud fra et lægevidenskabeligt perspektiv
Det har i den mediepolitiske debat været antydet, at benyttelse af computerspil kan føre til, at stoffet
dopamin dannes i store mængder, og at hjernen herved påvirkes eller skades.
Kulturministeriet har derfor spurgt Sundhedsstyrelsen, om det på grundlag af eksisterende viden kan dokumenteres, at der er sammenhæng mellem børn og unges brug af computerspil samt dannelse af dopamin og eventuel påvirkning af hjernen.
Sundhedsstyrelsen har bl.a. udtalt, at der kun er fundet én undersøgelse, der er udført på mennesker, og som har relation til computerspil. Undersøgelsen, der stammer fra 1998, viser, at der frigøres mere dopamin under læringsprocessen i et bestemt videospil i forhold til kontrolfasen med blank skærm. Der skal dog udføres flere og større undersøgelser, før det bliver muligt at drage mere sikre konklusioner vedrørende dopamins rolle som neurotransmitter, betydningen heraf for hjerneaktiviteten og en sikker
påvisning af øget dopaminfrigørelse i forbindelse med en læringssituation som f.eks. computerspil.