De har det hele lige ved hånden i bogstaveligste forstand. Et dyk i lommen, et greb om en smartphone og de er i kontakt med vennerne. De møder nye fællesskaber, shopper, blogger, chatter, spiller, søger viden og lader sig underholde. Danske børn og unge elsker nettet! De debuterer tidligt og er flittige brugere af det. Netop derfor er det vigtigt, at de voksne i deres hverdag - forældre, lærere og andre fagprofessionelle - kan støtte dem med kompetent vejledning og information, når de på egen hånd begiver sig ud på de sociale og digitale medier.
Sikker Internet Center Danmark står bag undersøgelser, kampagner, undervisningsmaterialer og andre udgivelser omkring børn og unges digitale trivsel og adfærd, som kan bidrage til at klæde de voksne på til at varetage deres rolle som vejleder. Rapporten ”Børn og unges digitale virkelighed” giver et komplet overblik over alle aktiviteter udarbejdet af centeret i perioden den 1. januar 2015 til den 30. juni 2016.
Læs rapporten online Børn og unges digitale virkelighed
Download rapporten i printvenlig PDF
Om Sikker Internet Center Danmark
Centeret består af organisationerne Medierådet for Børn og Unge, Center for Digital Pædagogik og Red Barnet. Medierådet fungerer som nationalt videncenter med fokus på børn og unges brug af digitale og sociale medier. Center for Digital Pædagogik driver den danske helpline, som er en digital rådgivningsplatform, hvor børn og unge kan få anonym rådgivning. Endelig varetager Red Barnet den danske hotline, hvor man kan anmelde fund af online materiale med seksuelt misbrug af børn. Centeret er støttet af EU-Kommissionen under programmet for Connecting Europe Facility.