Leg med film, billeder og lyd

Det Danske Filminstitut har forskellige tilbud med film og aktiviteter til små børn, som de både kan tilgå hjemme, i biografen og i dagtilbud. Fokus er at give børn de bedste muligheder for at opleve, forstå og skabe levende billeder i øjenhøjde.

Filmcentralen/For de yngste

'Filmcentralen/For de yngste' er Det Danske Filminstituts mediepædagogiske app til dagtilbud. Her kan 3-6-årige lege med film, billeder og lyd. Appen rummer 400 kortfilm og mange sjove og lærerige aktiviteter, der tager udgangspunkt i film. Målet er at gøre børn til aktive mediebrugere og medskabere og styrke fundamentet for deres kulturelle og digitale dannelse. 'Filmcentralen/For de yngste' er udviklet i tæt samarbejde med bl.a. pædagoger landet over. Følgeforskning viser, at den er god til at træne samarbejde og sprog, styrker fællesskabet og har inkluderende potentiale. Appen flytter også film- og mediebrugen i børnehaverne fra passiv betragterrolle til aktiv film- og medieforståelse. Gense filmene derhjemme i Børnebiffen.dk og på det store lærred i Børnebiffen.

Find 'Filmcentralen/For de yngste' her.

Børnebiffen.dk

Børnebiffen.dk er en streamingtjeneste til børn på 3-7 år og deres forældre hjemme i sofaen. Den er udviklet i et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut og DBC Digital og rummer 400 kortfilm, som man kan se gratis online. Man skal bruge sit bibliotekslogin for at se filmene, og man må se lige så mange film man vil. Børnebiffen.dk giver små børn og deres familier en filmoplevelse af høj kunstnerisk kvalitet fra hele verden. Kulturel mangfoldighed er i centrum, når Filminstituttet indkøber og kuraterer film med forskellige stilarter, udtryk og fortællinger i øjenhøjde med børnene. Man kan se Børnebiffen.dk på computer, smartphone og tablet.

Find Børnebiffen.dk her.

Børnebiffen

Børnebiffen er en landsdækkende filmordning, som giver kommuner, biografer og filmklubber mulighed for at vise kortfilm for små børn på et stort lærred. Det Danske Filminstitut og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber sammensætter filmpakker til de 3-7 årige børn i daginstitutioner og skolernes 0. klasser. Hver pakke varer cirka 30-40 minutter og rummer to programmer med kortfilm fra 3 år og fra 5 år. Børnebiffen giver små børn en filmoplevelse af høj kunstnerisk kvalitet fra hele verden. Kulturel mangfoldighed er i centrum når Filminstituttet indkøber og kuraterer film med forskellige stilarter, udtryk og fortællinger i øjenhøjde med børnene. Gense filmene i Børnebiffen.dk og Filmcentralen/For de yngste.

Find Børnebiffen her.