Fup eller fakta?

Formål

Der er mange meninger omkring børns digitale liv. Meningerne bygger oftest på andres udtalelser og holdninger. Denne øvelse tager fat på nogle af de mest gængse udsagn, og med hjælp fra en medieforsker bliver udsagnene be- eller afkræftet.

Fremgangsmåde

Der er i alt fem udsagn, som forældrene skal forholde sig til i denne øvelse. Disse fem udsagn vil blive be- eller afkræftet i videoen (03:44 min.) af Stine Liv Johansen, medieforsker, ph.d. og formand for Medierådet for Børn og Unge.

Følgende udsagn indgår i øvelsen:

  1. ”Børn er digitalt indfødte.”
  2. ”Spil på nettet er spild af tid.”
  3. ”Har man delt et billede med én, så har man delt det med alle.”
  4. ”Det er ens egen skyld, hvis man får delt noget, man ikke vil have delt. Man kan jo bare lade være med at sende fx billeder i det hele taget!”
  5. ”Man må skrive, lige hvad man har lyst til på nettet – også selvom om nogen bliver stødt eller kede af det.”

Start med at læse det første udsagn op. Lad herefter forældrene diskutere i ca. 1 minut, hvorvidt de mener, udsagnet kan be- eller afkræftes. Forældrene kan enten være placeret ved gruppeborde eller tale sammen med dem, de sidder i nærheden af.

Få forældrenes bud på, hvorfor de mener udsagnet kan be- eller afkræftes inden du lader medieforskeren tale ved at starte videoen. Sørg for at sætte videoen på pause, når det enkelte svar er givet.

Læringsmål

Eleverne kan kommentere på forskellige udsagn, der handler om deres digitale liv.

 

Info om øvelsen

Emne
Antagelser og udsagn

Tid
20 min.

Målgruppe
Forældremødet uden børn
Forældremødet med børn