"HOBITTEN: EN UVENTET REJSE" har fået "Tilladt for børn over 11 år" af Medierådet

Peter Jacksons "HOBITTEN: EN UVENTET REJSE" har været til vurdering i Medierådet for Børn og Unge, og har modtaget vurderingen "Tilladt for børn over 11 år".

Vurderingen der dækker både 2D, 3D og HFR versionen har fået vurderingen med følgende begrundelse:

"Filmen har i perioder en dramatisk stemning og indeholder flere voldsomme kampscener, hvor mennesker kæmper mod fantasifigurer. I en af disse scener forfølges en gruppe mennesker af nogle frygtindgydende ulvelignende væsner og orker, der i lang tid har overtaget. I en anden sekvens ser man, hvordan en gruppe mennesker er fanget i et bjergpas, hvor klipperne pludseligt bliver til kæmpevæsner, der slås mod hinanden. Her er menneskene flere gange i overhængende livsfare. Da historien foregår i et tydeligt urealistisk eventyrunivers, og da mange af kampscenerne trækker på computerspillenes æstetik, vurderes det, at filmen kun vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år."