Konference: Regulering eller selvregulering?

KONFERENCE. Tirsdag den 10. maj er der konference i København med oplæg og debat om vores digitale fremtid og med Medierådet som medarrangør. Der er ledige pladser.

Konferencen ’Dansk IGF 2022 – Regulering eller selvregulering’ foregår i Industriens Hus tirsdag den 10. maj fra kl. 9-13, og det er gratis at deltage. Der zoomes ind på vores digitale fremtid fra forskellige perspektiver – og om både de muligheder og udfordringer, der følger med.

Der indledes med keynotes fra professor Rebecca Adler-Nissen, Københavns Universitet, og Maarten Botterman, ICANN’s bestyrelsesformand. ICANN koordinerer og varetager internettets helt centrale funktioner.

Herefter er der fire sessioner med paneldiskussioner:

  • Regulering eller selvregulering
  • Menneskerettigheder og brugen af algoritmer i den offentlige sagsbehandling
  • Tryg gaming for børn og unge
  • En sikker digital rejse og identitet

Gamingsessionen arrangeres af Medierådet i samarbejde med DIFO og Digital Lead. Her sættes fokus på etik, og hvordan der kan skabes trygge rammer for onlinegaming, som er særdeles udbredt blandt børn og unge.

Panelet består af Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsorganisation, Katrine Granholm, digital redaktør for børn i DR B&U samt Morten Ovesen, Industry Advisor for Education hos Microsoft. Ordstyrer er Claus Hjorth, der er sekretariatschef i Medierådet.

”Internet Governance Forum” (IGF) er global og handler om multistakerholder policy dialog om temaer relateret til internettet.