Medierådets formand opbygger nyt forskningslab

Birgitte Holm Sørensen, formand for Medierådet for Børn og Unge, er fra den 1. november blevet ansat som professor ved Aalborg Universitets Campus i København.

Ved universitets afdeling i København skal Medierådets formand opbygge et forskningslaboratorium for IKT (informations- og kommunikationsteknologi) og didaktik med særlig fokus på innovativ brug af IKT i folkeskolen.

Birgitte Holm Sørensen var tidligere professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet. Her var hun blandt andet institutleder på Institut for Didaktik, ligesom hun blandt mange projekter har ledet forsknings- og udviklingsprojektet Serious Games on a Global Market Place. Ud over at være formand for Medierådet for Børn og Unge er Birgitte Holm Sørensen medlem af komiteer og råd såvel nationalt som internationalt.