En ny undersøgelse af børns spillevaner, som Medierådet blandt andre står bag, viser, at 92 pct. af børn i alderen 1-15 år gamer, og at halvdelen gamer dagligt. Men det er ikke nødvendigvis det eneste, de foretager sig.
To ud af tre børn bruger flere medier, mens de spiller: De ser tv, lytter til musik, streamer, er på sociale medier og taler med vennerne.
Især drengene ser tv eller streamer indhold, der handler om spil, mens de spiller. Flest af dem, der ikke foretager sig andet, mens de spiller, er piger.
Det kan hænge sammen med de forskelle i spillevaner, der i øvrigt ses mellem kønnene i undersøgelsen; For eksempel at piger oftere spiller på telefon eller tablet og i kortere tid ad gangen. Pigerne i undersøgelsen må, oftere end drengene, kun spille gratis spil og spil som passer til deres alder, og deres motivation for at spille er oftest underholdning. Drengenes forældre bestemmer oftere over den daglige spilletid, og flere drenge end piger oplever uenigheder med deres forældre om spil. Der er også flere drenge, som spiller for at konkurrere, at lære og blive bedre og/eller for at være sociale.
Der er børn i alle aldre, som bruger flere medier, mens de spiller. Hver tredje af de yngste på 1-5 år, ser tv eller streamer video, mens de spiller. Det gør mange 12-15-årige også. Af dem, der ikke laver andet, når de spiller, er flest 1-5 år og færrest 12-15 år.
Især de ældre børn mellem 9-15 år er på sociale medier, imens de spiller, hvilket kan hænge sammen med, at de ældste børn fra 9-15 år i høj grad spiller socialt. To ud af tre børn spiller med andre, og mange børn spiller spil, hvor man skal koordinere sin indsats med et hold af andre spillere. Den koordinering kan ske via diverse sociale medier, hvor man kan tale sammen om spil såvel som om andre ting. På den måde fungerer gaming både som underholdning, som socialt mødested og som ramme for fællesskaber.