Børn, unge og computerspil - en forældreguide

SPIL. Medierådet for Børn og Unge har sammen med ANGI Nordic udgivet en ny vejledning til forældre omkring børn, unge og computerspil.

I guiden vil du som forælder kunne finde konkret inspiration til, hvordan du sammen med dit barn kan få skabt de bedste rammer for brug af computerspil. At engagere sig i og have en anerkendende tilgang til dit barns computerspil, vil kunne give en god dialog omkring tidsforbrug og spillenes indhold.

Stor variation i spillenes indhold
Forskellige computerspil kan være henvendt til mange forskellige aldersgrupper, hvor der derfor kan være stor variation i spillenes indhold. Det kan bl.a. være i forekomsten af vold, skræmmende effekter, sex og nøgenhed eller opfordring til pengespil. I flere spil er det også muligt at tilkøbe ekstra elementer inde i selve spillet – såkaldt in-game purchases. 


Til at vejlede forbrugeren i forhold til alder og indholdets mulige skadelige virkninger findes det fælles europæiske mærkningssystem Pan European Game Information (PEGI). I forældreguiden er der lavet en introduktion til mærkningsordningen og en dansk beskrivelse af, hvad der ligger til grund for de forskellige mærkningsikoner. 

Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn og Unge

”Guiden er en god inspirationskilde til forældrene om børns brug af computerspil. PEGI-mærkerne giver et godt førstehåndsindtryk om spillenes indhold og aldersvurdering, men kan aldrig erstatte forældrenes dialog med børnene om spillenes leg, kreativitet og det sociale liv omkring spillet. Derfor indeholder guiden også inspiration til forældrene om temaer, der er værd at drøfte med børnene. Endelig sættes der fokus på forældrenes mulighed for ’forældrekontrol’. Medierådet anbefaler, at brugen af ’forældrekontrol’ sker i dialog med børnene og som et redskab, børnene også selv kan bruge. Samlet set får forældrene en nem mulighed for at sætte sig lidt mere ind i børn og unges digitale spilunivers.”


Guiden giver også en oversigt over, hvor man som forældre kan indstille begrænsninger på diverse konsoller, så de kun kan afvikle spil, der passer til den valgte alder jf. PEGI mærkningsordning. Oversigten henviser ligeledes til, hvor man som forældre kan indstille grænser ift. ekstra tilkøb i selve spillet.