Af Stine Liv Johansen, Helle Rabøl Hansen og Jette Kofoed
TO DAGE før Danmark i efteråret 2020 lukkede ned igen, holdt en lærer et møde med tre piger fra en 9.-klasse, Ida, Kamille og Michelle.
Ida har i ugevis været ked af, at de to andre laver sjov med den måde, hun taler på. De tre har ellers hængt meget sammen tidligere, men nu føler Ida sig smidt ud af ' trekløveret'. Læreren spørger de tre piger om, hvad der er sket. Kamille og Michelle fortæller, at det ikke var meningen, at Ida skulle blive ked af det.
Læreren synes, det er en god dialog, og alle fire bliver enige om at mødes igen.
Men det skete aldrig. To dage efter vedtager regeringen den ny nedlukning, og den fysiske undervisning erstattes af fjernundervisning. Eleverne sidder hver for sig hjemme. Eller næsten hver for sig.
Kamille og Michelle sidder sammen og har valgt at sætte video på, når de er til undervisning. Ida oplever, at de ignorerer hende mere end nogensinde. Ved juletid beder Ida om at få lov til at gå ud af skolen og starte et andet sted.
Læreren, der gennemførte dialogen, er overrasket: »Vi lukkede jo skolen ned og sendte alle hjem. Jeg tænkte, at vi kunne genoptage samtalen, når skolen åbnede igen«.
SKOLEN lukkede. Men den fandtes stadig.
Og det samme gjorde relationerne. Det har ikke kun Michelle, Ida og Kamille mærket.
De mindste børn er nu kommet tilbage i den fysiske skole igen. De store venter stadig. Måske er de omgivet af fokuserede trivselsindsatser, som flere fagfolk i de seneste uger har peget på nødvendigheden af.
Vi mener dog, at der samtidig er brug for en mere overordnet perspektivering og en refleksion over, hvilke erfaringer og hvilken viden om skolegang, relationer og fysiske og digitale rum vi kan og bør tage med os fra det sidste års tid.
Vi er især opmærksomme på et par gamle dikotomiers genopståen: det faglige vs. det sociale og teknologi vs. analoge relationer, som vi mener trænger til at blive revurderet.
Vi taler her som forskere i mobning, trivsel og børn og unges mediebrug. Men vi taler også ud fra vores egne ufuldkommenheder som leverandører af digital undervisning.
Vi har fumlet os igennem forelæsninger på Zoom, har lagt om og så alligevel ikke. Vi har talt for længe, vist for mange slides og tabt overblikket over vores egen skærm, chatten, vores studerende og deres velbefindende.
HEN OVER 2020 er kritikken af, at børn og unge er for meget ved skærmen, forstummet.
Før marts 2020 har den over årene fyldt spalter, kommentarspor og tweets: bekymringen for skærmtid, og hvorvidt iPads fyldte for meget hos de mindre, gaming for meget hos de lidt ældre børn, sociale medier for meget hos teenagepigerne (og -drengene). For længe siden var det Arto, siden Facebook, Snapchat, Instagram, TikTok, Ask. fm.
Uanset platform var der blandt voksne udbredt bekymring for omfang og udbredelse.
Før nedlukningerne blev børn og unges relationer af mange voksne og af organisationer set som primært analoge.
Relationer medieret af sociale medier, computerspil eller digitale kommunikationskanaler blev ofte betragtet som mindre virkelige og mindre betydningsfulde.
Forestillingen om, hvad teknologi kan og gør, har ofte spærret for en grundlæggende forståelse af, hvordan de digitale medier spiller ind i børn og unges venskaber, kammeratskaber og intime relationer.
Med nedlukningen har vi været tvunget til at se igennem bekymringen for teknologien og undersøge, hvordan det relationelle netop også spiller sig ud igennem, på tværs - og på trods - af teknologiernes muligheder og begrænsninger.
Efter et år med teknologierne som vores go-to-løsning på relationer, man ellers ville være afskåret fra, har vi måske nu et moment, hvor disse erfaringer med teknologisk medieret relationsvedligeholdelse i skolen og i arbejds-, fritids-og familieliv kan bruges som afsæt for en nuanceret samtale om, hvordan der i det hele taget kan drages omsorg for relationer og fællesskaber, også i det digitale liv, og hvilken rolle skolen kan og bør spille i den forbindelse.
Lige nu ser det ud, som om mange af os - ikke mindst børn og unge - for alvor er ved at nå smertegrænsen for fravær af fysisk nærvær, når der skal skabes mening i skolegang.
Tænk, hvis det, vi oplevede i 2020 og nu også 2021, ikke efterlades dér, men får lov til at være brugbare indsigter, med afsæt i, at uanset hvor skolen rykker hen, er den der og er en afgørende ramme omkring børn og unges trivsel.
VI FORESLÅR at tage udgangspunkt i de tendenser, vi ser nu: Trivsels-og antimobbearbejdet synes at have ligget stille indtil for få uger siden eller være trængt i baggrunden af pragmatikken i at få onlineundervisning til at fungere. Onlineundervisningen har set ud til at centrere sig om det fag-faglige - og ofte det fag-faglige på den vis, som man oplever, at det teknologiske bedst egner sig til: en form for ensidig katederundervisning, hvor tavle skiftes ud med skærm.
Mobbemønstre, der allerede var etableret, fortsætter på den vis, at de unge ' kun' er sammen med deres allernærmeste venner fra klassen (eller fra andre steder), hvilket gør klassekammeraterne i periferien endnu mere perifere.
Mobning, krænkelser og deciderede overgreb er fortsat uden for den fysiske skole. Vi ved fra rådgivnings-og anmeldelsestjenesterne, at der er sket en stigning i anmeldelser om krænkelser, grooming m. m. hen over det seneste år. Det kræver specifikke indsatser i sig selv, men det er også vigtigt, at vi får indsamlet generel viden om, hvordan dette udspiller sig, så vi fremover kan blive dygtigere til at modvirke de digitale overgrebsmønstre.
Netop dette har vi gennem bl. a. vores forskning forsøgt at gøre opmærksom på i årevis, også før corona.
Et andet opmærksomhedspunkt er skolestarterne, hvad enten det er 0. klasse eller 1. år på en ungdomsuddannelse, hvor relationerne har været nye og haft sværere ved at bære vægten af selektion og teknologisk medieret nærhed.
Der er dem, der ikke har solide klassebaserede relationer endnu, og hvor der for de yngstes vedkommende heller ikke er etableret netværk mellem forældrene endnu.
De små har måttet undvære legeaftalerne og det at vokse ind i skolelivet, mens de lærer deres jævnaldrende at kende gennem fysisk leg og hverdagslivets store og små forhandlinger, konflikter og alliancer. De har endnu ikke taget deres skridt ud på de digitale og sociale medier og har derfor heller ikke - som ældre børn og unge - umiddelbare muligheder for at kommunikere med jævnaldrende uden voksenstøtte.
Tilsvarende gælder det for de unge studiestartere, der ser frem til at deltage i de ritualiserede start-og overgangsritualer, som er blevet talt frem for dem i årevis, og som kan opleves lige så vigtige som karakterer og afgangsbeviser.
Såvel fester som faglige præstationer har nye vilkår under nedlukning og generelle restriktioner. For begge grupper kræves en fokuseret indsats i forhold til at få skabt fællesskaber og sammenhænge til at folde sig ud. Kunne der måske også være grund til at gentænke, hvordan skolelivet ritualiseres og sættes i scene?
VI SER SAMTIDIG en modsatrettet tendens, det ligeledes er værd at hæfte sig ved: Nogle elever, der står i kanten af såvel undervisningsfællesskabet som det uformelle elev-til-elev-fællesskab, føler sig mere beskyttet bag skærmen, da de ikke skal ' stille sig frem' fysisk i klasserummet.
Det er elever, der paradoksalt nok ser ud til at trives rigtig godt eller måske endda bedre end før i det digitale skolerum.
Det er også børn, der tør mere end før, fordi de fysisk befinder sig i trygge rammer og f. eks. kan have deres kæledyr lige i nærheden.
Dem skal vi lære af, fordi de måske peger på, hvordan hybride undervisnings- og samværsformer kan tages i anvendelse, også når skolen genåbner, og det fysiske klasserum bliver det primære. Også for dem er skolen der, uanset om den er lukket.
Et fjerde opmærksomhedspunkt er de elever, der er generelt udsat, og hvor hjemmet ikke er et trygt sted at være, fordi forældrene bakser med langt større udfordringer end svigtende netforbindelser, device-knaphed og deadlines på hjemmearbejdspladsen.
Vi ved, at generel udsathed også forplanter sig til det digitale liv, og vi er nødt til at blive bedre til at forstå, hvordan for eksempel onlinefællesskaber kan præge unges adfærdsmønstre og med-eller modvirke f. eks. selvskade.
Der er altså et utal af variationer af, hvordan skolens aktører har det med og i onlineskolen. Og her har vi ikke talt om skoleledere, lærere og pædagoger, men kun om børnene og de unge. Det, vi bliver optaget af her, er, hvordan erfaringer med den digitale skole kan bringes med ind i det fysiske skoleliv, der vil følge efter nedlukning.
Er der viden, indsigter, måder, som vi kan samle og lagre allerede nu for at sikre, at de kommer med og ikke bare efterlades i nedlukningen som det skrald, vi ikke vil have med?
PÅ TVÆRS AF de tendenser, vi har skitseret, ser det ud, som om et par af de gamle dikotomier genoplives under krise.
Vi har i en årrække argumenteret for, hvordan det faglige og det sociale har tendens til at blive skilt ad i voksnes forståelser.
I det levede liv hænger de sammen; faglighed kan skabe trivsel, og trivsel kan skabe adgang til faglighed.
Det sociale er ikke isoleret til at være fredagskage eller bingo, det faglige er ikke kun lektier. Det giver derfor mening at tale om faglig trivsel, hvor der er kundskab og kendskab til de jævnaldrendes helt centrale betydning for oplevelsen af at høre til.
Vi har ligeledes som nævnt ovenfor argumenteret for, at det fysiske og det digitale liv er tæt sammenvævet, og at det er afgørende, at fagpersoner har indblik i, hvordan den digitale kommunikation og de strukturer, den antager, har indflydelse på positioneringer, intimiteter og fællesskaber blandt børn og unge.
Nu hvor vi virkelig ved, at uanset hvor skolen er, er den der, må den forbundethed tænkes med. I år har vi lært både betydningen af at have andre fysiske kroppe at meningsgøre skole sammen med og implikationerne af, hvordan relationer også lever digitalt. Relationer er ikke mere rigtige, fordi de er analoge. De fleste savner fysiske analoge relationer og er ved at nå smertegrænsen for afsavn. Men det er ikke det samme, som at digitalt bårne relationer ikke er rigtige, og slet ikke, at de ikke er virkelige.
FÆLLES FOR de tendenser, vi har iagttaget, er, at vi alle har måttet forstå og fæstne skolegang på nye måder.
Uvished er på spil for tiden. Alverdens uvisheder blander sig med hinanden. De nære, de tekniske, de kropslige, følelserne, politikkerne, alt det eksistentielle, som samler sig i et fælles ' Vi ved det ikke', som har gentaget sig hen over året, når vi spurgt, hvornår vi kan komme tilbage på skolerne, hvornår der er vacciner nok til alle, om verden åbner, som vi kendte den.
Vi forholder os til disse nye uvisheder på et hav af forskellige måder, med et hav af forskellige viljer og lyster, strategier og traumer. Usikkerhederne fletter sig sammen og kommer også til udtryk i den skole, der nu engang er tilgængelig.
Måske som ny kreativitet, måske som resignation, tilpasning og modløshed, måske som modstand, hvor elever protesterer mod tændte kameraer eller insisterer på, at det er helt fint at tage dagens første tyskmodul i sengen.
Ingen af os har altså kunnet fæstne vished på de måder, vi plejer. Når vi selv har udsat vores egne studerende for onlineundervisning, har vi famlet. Vi har ikke kunnet sanse dem i auditoriet, mærke, om de var med, afstemme indhold med deres stillingtagen.
Vi har mærket, hvor meget vi afstemmer sanseligt, vi har følt os afskåret, ikke bare fra dem, men fra vores egne fornemmelser af, hvor de er, og vi har hen over året fået nye måder at sanse på.
Og vi har siden fæstnet undervisning via disse nye sanser og har bestræbt os på at få den skole og det universitet, der ikke forsvinder, til at fungere og fortsætte.
VERDEN HAR det sidste år sendt på en anden frekvens. Og skolen har ikke kunnet fæstne, som den plejer. Det har været - og er - hårdt på et hav af forskellige måder og livgivende på et hav af andre måder.
Her snart et år efter første nedlukning ser det ud til, at vi har budt øget anvendelse af teknologi velkommen som et svar på afbrudt analogt fælles liv.
Men vi har i mindre grad til taget på os at bevare og udvikle vores (skole) fællesskaber.
Krisen ser med andre ord ud til også at føre os tilbage i gamle forståelser af, at teknologi kun er teknik og ikke også forbindelsesmuligheder til hinanden. Og i den bevægelse vender vi også tilbage til en anden gammel forståelse, nemlig at trivsel og faglighed er adskilte størrelser.
Derfor ser vi, at man i bedste mening taler om, at der ved genåbning skal tænkes mere i fællesskaber end faglighed.
Men sagen er, at spændende, engagerede og deltagelsesinviterende skolefaglighed netop kan reparere, vedligeholde og udvikle det ' vi', der omgiver fagligheden.
Under skolernes nedlukning fortsatte skolegangen for vores egne universitetsstuderende, ligesom den gjorde for Kamille, Ida og Michelle.
Så før en fysisk skole åbner sig for at blande sig med den digitale version, vi nu har lært at kende, kunne det være fantastisk, om vi kunne besinde os på de gamle dikotomiers genopståen, sådan at teknologien fremover kan få lov til at være med til at bære relationer, samtidig med at fysiske kroppe savnes; og sådan at det faglige kan få lov til at blomstre sammen med det sociale.