Kronik af Stine Liv Johansen, lektor, ph.d., Aarhus Universitet, samt formand for Medierådet for Børn og Unge, og Anne Mette Thorhauge, lektor, ph.d., Københavns Universitet, samt tidligere formand for Medierådet for Børn og Unge
Børn og unges leg, læring og sociale liv udspiller sig i høj grad på digitale platforme.
Op mod 70 pct. af de 9-14 årige er på YouTube hver eneste dag, og beskedtjenester som eksempelvis Facebook Messenger og Snapchat er en integreret del af de fleste skoleklassers sociale liv. Det er vores lovgivning vedrørende medier og børnebeskyttelse slet ikke gearet til. Filmloven fra 1997 har fokus på afskærmning fra skadeligt indhold, og denne tankegang går igen i de nuværende debatter om skærmtid og mobilregler.
Men når de digitale platforme bliver en del af børns fællesskaber og samfundsliv, må vi genoverveje, hvordan vi beskytter dem, og hvordan vi varetager deres rettigheder.
Børn og unges brug af medier og teknologi rummer mange positive muligheder. Medierne gør det for eksempel muligt at opsøge fællesskaber, man ikke har adgang til i hverdagen, og de gør det muligt at opretholde sociale og følelsesmæssige bånd til venner og familie på tværs af tid og rum. Især for børn og unge, der har svært ved at indgå i skolens eller idrætsklubbens fællesskab, kan digitale fællesskaber være vejen til relevante relationer og oplevelsen af at høre til og være god til noget. Det er et aspekt af deres selvstændige sociale liv, som de har krav på, at vi respekterer.
De digitale platforme kan også være led i et negativt mønster præget af overforbrug og mistrivsel. Netop denne problematik fylder meget i den offentlige debat, hvor begreber som »skærmtid«, »skærmafhængighed« og »dopaminrus« bruges til at sygeliggøre bestemte typer mediebrug. Problemet er imidlertid ikke så stort, som det undertiden gøres til. Forskningen på området kan i bedste fald påvise en svag negativ effekt ved et stort forbrug af sociale og digitale medier, der for nogle børn og unge kan relateres til dårligere trivsel. Effekten er så svag, at den er mindre end effekten af at spise mange kartofler eller at bære briller.
Alligevel fremstår »skærmtid« ofte som det mest indlysende redskab til at håndtere børn og unges liv på digitale platforme, og det kommer til at overskygge langt vigtigere problemstillinger, vi må forholde os til. Vi må for eksempel forholde os til de datadrevne forretningsmodeller, der danner rammen om børn og unges online-liv, og vi må forholde os til børn og unges demokratiske rettigheder, når de kommunikerer online.
Digitale platforme fremstår ofte som »gratis«, men bygger på specifikke kommercielle rationaler. På platforme som Snapchat, Instagram og TikTok udgør børn og unges kommunikation og interaktion kernen af forretningsmodellen. Det griber langt ind i selve platformenes design, der netop er konstrueret med henblik på at maksimere mængden af data, opmærksomhed og mikrotransaktioner.
Denne problematik er svær at gennemskue og håndtere for de fleste forældre. I en undersøgelse gennemført af Børns Vilkår og Medierådet for Børn og Unge blev det for eksempel klart, at forældre til børnehavebørn først og fremmest bekymrer sig om vold i børnenes spil og dernæst for, om de »koster penge«, når de skal installeres.
Det er problematisk, fordi det er i de såkaldt »gratis« spil og apps, man finder de mest suspekte og utransparente forretningsmodeller og dataindsamlingsstrategier, som lukrerer på børns leg, læring og fællesskaber. Det er ganske typisk for mange af de mest populære spil, at de baserer sig på såkaldte »mikrotransaktioner«, dvs. eksempelvis små køb af mønter, liv og andre ting i spillet, der tilsyneladende er billige og lette at gå til, men som har til formål at fastholde spilleren i længere tid, og dermed »betaler« brugeren med data og opmærksomhed.
Vi må støtte forældre med relevant oplysning om digitale forretningsmodeller, og vi må etablere et generelt beskyttelsesniveau i forhold til børn og unge, så deres sikkerhed og rettigheder ikke alene skal afhænge af deres forældres forudsætninger for at gennemskue datadrevne forretningsmodeller.
Beskyttelsesperspektivet må dog balanceres i forhold til børns og unges kommunikative rettigheder. På YouTube er den officielle aldersgrænse for, hvornår man må oprette en brugerprofil, 13 år. Faktum er dog, at det i stort omfang er yngre børn, der både producerer og uploader indhold og er aktive tilskuere, der interagerer via likes og kommentarspor.
For nylig kom det frem, at disse kommentarspor systematisk blev brugt af personer med ureelle hensigter til at angive, hvornår der i videoerne var billeder af børn i eksempelvis undertøj. YouTube var ikke sen til at reagere og i løbet af ganske få dage fjernede de alle kommentarspor på kanaler, hvor de primære aktører var børn, og lukkede samtidig muligheden for at kommentere disse kanalers indhold fremover.
Selvom det er nemt at forstå bevæggrunden, nemlig at fjerne muligheden for, at klamme typer får adgang til billeder og videoer af vores børn, opstod der et nyt dilemma i relation til YouTubes reaktion. For med fjernelsen af kommentarspor fjernede YouTube også mange børns mulighed for at interagere med hinanden og med de »youtubere«, børnene følger, og YouTube slettede de samtaler, børnene hidtil havde ført. Børnene havde ingen muligheder for at protestere, og YouTube vil til enhver tid kunne sige, at de slet ikke skulle befinde sig på platformen i første omgang. Dermed medfører ønsket om at beskytte uvægerligt, at børns rettigheder til at ytre sig og interagere indskrænkes og begrænses.
De digitale platforme rejser altså nye problemstillinger mht. børn og unges trivsel, sikkerhed og rettigheder og nye typer af dilemmaer i forhold til balanceringen af retten til beskyttelse og retten til deltagelse. Det er der opmærksomhed på internationalt, hvor blandt andre EU-Kommissionen og FNs Menneskerettighedskomité arbejder på at beskrive børns rettigheder i det digitale netværkssamfund. Men også herhjemme er det nødvendigt, at man ser på, hvordan lovgivningen kan opdateres, så den afspejler den virkelighed, vi lever i. Den nuværende lovgivning vedrørende medie- og børnebeskyttelse er på ingen måde gearet til disse problemstillinger.
I lyset af, at AVMS-direktivet (vedrørende regulering af audiovisuelle medietjenester) i de kommende måneder skal opdateres og implementeres i dansk lovgivning, vil det være oplagt at benytte anledningen til også at opdatere dansk lovgivning vedrørende beskyttelse af børn og unge, så den passer til det aktuelle samfund. Det gælder både i forhold til regulering af virksomhedernes – og myndighedernes – indsamling og brug af børn og unges data, og det gælder behovet for at sikre, at børn, unge og forældre får vejledning og information, der passer til den medievirkelighed, de færdes i.
Børn og unges kritiske mediebevidsthed skal ligeledes skærpes, så de ikke kun skærmes fra skræmmende indhold, men får reelle handlemuligheder i forhold til deres liv med digitale medier og bliver bevidst om de rettigheder, de har. Det er en politisk opgave at sørge for, at alle børn og unge har ret til at være med – og ret til at blive passet på – i den digitale virkelighed. Derfor bør den lovgivning, der relaterer sig til børn og unges liv med medier i bred forstand, ses efter i sømmene.
Det kræver fokus på både aldersmærkning, vejledning til forældre, markedsføring og forretningsmodeller og dataindsamlingsstrategier for digitale platforme, hvad enten de er private eller offentlige. Og det kræver et blik for den helhed, der udgør børn og unges liv, hvor digitale medier nødvendigvis må forstås som relateret til både trivsel, fællesskaber, dannelse og uddannelse.
Denne kronik har været bragt i Berlingske 23. maj 2019.