Center for Digital Pædagogik og Medierådet for Børn og Unge har taget tanken om samarbejde til sig, og vi har derfor slået os sammen med et ungepanel, der består af en 8. klasse fra Egebjergskolen i Horsens for at markere den 19. Sikker Internet Dag den 8. februar.
Sammen har vi udviklet en lettilgængelig aktivitet til klasselokalet, der blandt andet består af to videoer og en ønskeliste til forældre, hvor klassens unge forklarer, hvad der skal til for at skabe den bedste dialog om livet online.
- Børn og unge skal ikke være overladt til sig selv med alle de op- og nedture, der kan forekomme, når de er online. Og vi skal huske på, at de fleste unge gerne vil snakke med deres forældre. Vi opfordrer derfor voksne til at vise oprigtig interesse for børn og unges digitale liv. Med denne aktivitet håber vi, at både børn, unge og forældre bliver inspireret til at tage den gode snak præget af gensidig forståelse, siger Stine Liv Johansen, formand for Medierådet.
De unge har spillet en stor rolle i udviklingen af aktiviteten, som vi kalder ‘Drop forhøret – men spørg gerne!’
Materialet har til formål at skabe en gensidig forståelse mellem unge og voksne om det, at færdes online. Videoerne skal også give anledning til dialog, så vi kan mindske den digitale generationskløft.
- Da vi begyndte arbejdet med ungepanelet i Horsens, mødte vi ret hurtigt tydelige holdninger til forældrenes måde at spørge teenagerne ind til onlinelivet på. Mange oplevede, at interesse mere blev til snagen og flere kunne berette om forældre, der selv delte billeder uden at få samtykke. Samtidig var de unge godt klar over, at de også selv kunne blive bedre til at fortælle forældrene om livet i de digitale fællesskaber, siger seniorrådgiver hos Center for Digital Pædagogik Jonas Ravn om valget af årets tema.
Skal vi løfte internettet til et bedre sted sammen, er det vigtigt, at vi får så mange med på vognen som muligt. Vi håber, at du som lærer eller pædagog også vil gøre en indsats for at sikre en bedre dialog mellem unge og voksne om at færdes online. Brug de enkle aktiviteter, og giv børn og voksne noget at tænke over.