Forbundet Kultur og Information uddelte i weekenden sin hæderspris ’Døssingprisen’ til Medierådsformand og forsker Stine Liv Johansen. Udvalget bag prisen har lagt vægt på, at hun er ”en stærk drivkraft, der bidrager til at styrke debatten om udviklingen af det digitale samfund - og debatten om digital dannelse i børnehøjde”.
Forbundet har i forbindelse med prisen interviewet Stine. Hun siger blandt andet:
- Det er afgørende, at vi har en fælles samtale, hvor vi får skabt en forståelse på tværs af generationer. Så vi ikke har forældrene på den ene side, der er dybt bekymret over deres børn og unges medieforbrug og råber: »sluk nu det computerspil!«, sætter rigide regler for skærmtid og ser alle farerne ved de sociale medier. Og på den anden side børn og unge, der ikke føler, at de voksne forstår deres digitale liv, og derfor ikke går til dem, hvis de bliver mobbet på Snapchat eller er bange for, at deres billeder er blevet delt ulovligt og så videre.
Læs hele interviewet på forbundets hjemmeside.
Forbundet Kultur og Information uddeler hædersprisen hvert tredje år i forbindelse med forbundets ordinære generalforsamling. Prisen gives til enkeltpersoner og/eller grupper, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats inden for det kultur- eller bibliotekspolitiske område – eller som har værnet om ytringsfriheden i Thomas Døssings ånd. Med prisen følger 25.000 kr.
Stine Liv Johansen er lektor, ph.d. ved Center for Børns Litteratur og Medier, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet. Hun har siden maj 2019 været formand for Medierådet for Børn og Unge.