Det kan være events for børn, unge, voksne, forældre og bedsteforældre eller online kampagner, konkurrencer, battles, en sjov quiz eller en lille undersøgelse på din arbejdsplads. Det kan være sjovt, forunderligt, tankevækkende, debatskabende, overraskende og engagerende - kun fantasien sætter grænser.
Du kan se en oversigt med nogle af sidste års aktiviteter. Her kan du få masser af inspiration. Sidste år kunne man blandt andet gå på nettet med Oline, deltage i konkurrencer på Ramasjang og på Palles Gavebod, chatte i Habbobussen, lave sjove og lærerige aktiviteter på skolerne, deltage i workshops og i debatarrangementer på bibliotekerne, skrive mobilnoveller og nethistorier, teste sig selv med en quiz og lære om sikkerhed både når man chatter, shopper og ellers færdes på nettet.
Sikker Internet Dag bliver fejret i mere end 70 lande med masser af aktiviteter. I Danmark har vi en stærk tradition for at have en masse forskellige arrangementer, aktiviteter og konkurrencer både på nettet og på skoler, biblioteker, i virksomheder, forretninger, foreninger og i frivillige organisationer. Vi glæder os til dagen og til at høre om dit arrangement.