Sikker Internet Dag 2019

Sikker Internet Dag 2019 blev i Danmark markeret med lancering af online materialet 'Persondata-hva'-for-noget?', der stiller skarpt på de unges online privatlivsret, persondatabeskyttelse og digitale fodspor.

Med online materialet "Persondata-hva'-for-noget?" gøres vigtige emner som persondataforordningen (GDPR), digitale rettigheder, dataansvarlighed og digital profilering relevante og vedkommende for unge.

Om Sikker Internet Dag

  • Dagen markeres i 140 lande verden over.
  • Formålet er at skabe opmærksomhed omkring børn og unges brug af digitale og sociale medier.

Mange unge har et aktivt liv med digitale teknologier og deler oplysninger om sig selv med de personer, der er i deres netværk, men også med de virksomheder, der tilbyder browsere, søgemaskiner, hjemmesider og apps. I dette virvar af lange brugsbetingelser og juridiske paragraffer kan unges opmærksomhed på digitale rettigheder nemt komme til at virke fjern og uvedkommende. Måske er man som så mange andre ikke engang helt sikker på, hvad persondata er, og hvad det vil kunne bruges til.

Med dette materiale om persondataforordningen (GDPR) sætter unge ord, lyd og billeder på deres digitale rettigheder. Materialet er primært henvendt til lærere og unge i alderen 13-16 år. Her finder man konkrete værktøjer til at kunne sikre sine digitale persondatarettigheder.

 

 


Kontakt:
​Lisbeth Brunebjerg Holmegaard, projektleder, lisbethh@dfi.dk