Sikker Internet Dag med et brag

Årets store kampagne, Sikker Internet Dag, løb af stablen den 8. februar med et væld af aktiviteter for børn såvel som voksne.

Sikker Internet Dag 2011 går sent i glemmebogen, for initiativerne lever videre som en fortsat indsats for at styrke børn og unges digitale kompetencer. Her i blandt kan nævnes dagens store konference for professionelle, der til dagligt arbejder med børn og unges brug af online teknologier. Den store opbakning og det høje deltagerantal gør, at den viden og de erfaringer der blev delt denne dag vil informere og understøtte vores daglige arbejde i lang tid fremover.

Med lanceringen af ’Med Oline på Nettet’  - i samarbejde med DR og med støtte fra Trygfonden  - kan småbørnsforældre fremover hente gode råd og vejledning til de mindstes første skridt på nettet. Vejledningen kan både findes direkte på DR’s site, men findes også som folder på Medierådets eget site.  På samme tid har DR udviklet et nyt univers for de små Olinefans, hvor det er muligt sammen med Oline at udforske nogle af nettets mange muligheder.

Ramasjang var også mærkerne på Sikker Internet Dag. En flot postkortkonkurrence blev lanceret, hvor børn og unge kan designe deres eget postkort og skrive en kort tekst om hvad de synes er det fedeste på nettet. Konkurrencen løber indtil den 4. marts og der er en X-box med Kinect til den heldige vinder. Deltag i konkurrencen på Ramasjangs eget site. En stor mobil-novellekonkurrence blev ligeledes sat i vandet på dagen, og konkurrencen løber indtil den 8. marts. Her er der et Sony bloggie video kamera på højkant til den heldige vinder – deltag i konkurrencen her.

En række sites for børn og unge var desuden med til at markere dagen – her kan nævnes Palles Gavebod, Habbo, m. fl. Samtidig var bibliotekerne også med på Sikker Internet ’bølgen’ og rundt om i landet blev dagen markeret på forskellige vis – her kan blandt andet nævnes oplæg for forældre om børns brug af digitale medier, børnepaneler, fremvisning af kampagnefilm og uddeling af Oline foldere. 

Alle disse tiltag for børn og unge blev samlet på et fælles site www.smilduerpånettet.dk  - sitet fungerer som en oversigt over alle tiltag med direkte link til diverse aktiviteter. Sitet lever stadig indtil de sidste konkurrencer er afviklet, så kig forbi og se om der ikke er noget for dit barn.

Alt i alt var Sikker Internet Dag en stor succes – også i resten af verden. Den internationale kampagne blev i år fejret i 73 lande med en række imponerende og spændende tiltag. Så glædelig Sikker Internet Dag og på gensyn til næste år.