Snapchat og The Snappening: Vejledning og viden

00 billeder fra tjenesten Snapchat er blevet lækket online. På Medierådets Digitale Unge initiativs hjemmeside kan man finde vejledning, inspirationsmaterialer og viden om privatliv på internettet.

Snapchat er populært blandt unge. Halvdelen af tjenestens brugere er mellem 13 – 17 år. Med Snapchat kan man sende billeder (snaps) til andre, som forsvinder få sekunder efter, de har modtaget dem. Tjenesten bliver brugt til fjollede billeder, harmløse øjebliksbilleder, men den bliver også brugt til at sende mere grænseoverskridende billeder, fordi det føles mere privat, når billeder forsvinder efter modtagelse. Men Snapchat er ikke privat. Der findes tjenester, der gør det muligt for modtageren at gemme billederne, når de modtager dem. Og nu er en eller flere af disse tjenester blevet hacket, og 200.000 snaps er blevet lækket på nettet. Det hedder “The snappening”.

Vejledning og viden om privatliv på nettet

Som indspark i en stigende offentlig debat om unges offentlige og private liv på de sociale medier etablerede Medierådet for Børn og Unge i samarbejde med en række organisationer i 2013 tænketanken Digitale Unge, der sætter spot på de unges privatliv på internettet. Det har resulteret i undersøgelser blandt danske unge og forældre  og offentlige events og træningsseminarer, hvor f.eks. lærere og elever har kunnet få hjælp til privatlivsbeskyttelse på nettet fra førende danske eksperter.

På hjemmesiden www.digitaleunge.dk kan man finde inspiration til undervisningen og vejledning og tips, læse korte oplysende artikler og se film, samt grave ned i udenlandske og danske undersøgelser med særligt fokus på unge og privatliv på nettet.