Anbefalinger om børn og unges digitale liv
På dette års Folkemøde overrakte unge fra SoMe-Ungepanelet deres anbefalinger om børn og unges digitale liv til repræsentanter for blandt andet folkeskolen og forældreorganisationer og med kulturminister Mette Bock blandt tilhørerne.
I løbet af det seneste år har SoMe-Ungepanelet, der består af ni unge i alderen 12-17 år, arbejdet med deres anbefalinger om blandt andet digital mobning, billeddeling, tonen på nettet og digitale fodspor. De unge er eksperterne på deres eget liv, og det er med udgangspunkt i egne og deres jævnaldrenes erfaringer med digitale medier, at anbefalingerne er blevet til. I processen er unge fra online gruppechatten på Cyberhus også inddraget i diskussionen af temaerne, så gruppen af unge er bredt repræsenteret.
SoMe-Ungepanelet er nedsat af Red Barnet i samarbejde med Medierådet for Børn og Unge, Center for Digital Pædagogik og ENIGMA — Museum for post, tele og kommunikation. Projektet er sponsoreret af Telia og støttet af EU-Kommissionen under Connecting Europe Facility.
Læs SoMe-Ungepanelets anbefalingerne.
Er tonen på nettet en trussel mod vores demokrati?
Medierådet inviterede sammen med Institut for Menneskerettigheder og Dansk Ungdoms Fællesråd til debat i Folkebio om, hvordan vi kan sikre en sund debatkultur på nettet, så alle og især unge er trygge ved at engagere sig. Undersøgelser viser, at unge ofte afholder sig fra at deltage i politiske debatter på sociale medier på grund af den hårde tone.
Medlemmer af SoMe-Ungepanelet og Simon Lindkær fra Venstre Ungdom deltog i debatten, hvor også Medierådets formand, Anne Mette Thorhauge samt Ask Hesby Krogh, Institut for Menneskerettigheder og Heide Klokker, DUF bidrog.
Se streaming af hele debatten på Medierådets facebookside