Undersøgelse: Børns spillevaner 2026

Undersøgelse Gaming

Foto: Jørgen True

Medierådet for Børn og Unge, DR og Nimbi er gået sammen om at undersøge digitale spillevaner hos børn i alderen 1-15 år. Undersøgelsen giver svar på, hvor meget børn og unge spiller, hvorfor de spiller, og hvad de bruger penge på, når de spiller.

98 % af børn i alderen 6-15 år har prøvet at spille digitale spil, og to tredjedele af de 9-15-årige spiller næsten dagligt eller oftere.

Det viser denne undersøgelse af digitale spillevaner blandt danske børn i alderen 1-15 år, der er foretaget af Epinion for DR, NIMBI – Danmarks Institut for Spiludvikling og Medierådet for Børn og Unge.

Lignende undersøgelser er gennemført i 2020 og 2023, og den nye rapport viser, at digitale spil fortsat fylder meget i danske børn og unges hverdag.

Roblox er nærmest altoverskyggende

Spilplatformen Roblox er dominerende hos de 6-15-årige. Mest tydeligt kommer dette frem hos de 9-11-årige, hvor hele 45 % spiller Roblox næsten dagligt eller oftere.

Roblox er en digital spilplatform, der indeholder millioner af spil, som kan være bygget af både spillere og professionelle udbydere. Det er af flere omgange dokumenteret, at der er utilstrækkelig beskyttelse af børn på Roblox – for eksempel i forhold til problematisk indhold og kontakt med fremmede.

Spillene Fortnite og Minecraft er også fortsat populære, og sammen med Roblox udgør de top-3 på tværs af aldersgrupperne 6-15 år.

Figur: Epinion. Figuren viser de meste populære spil for børn, som har angivet, at de har spillet mindst et digitalt spil i løbet af den seneste uge og har angivet en eller flere spiltitler.

Forældre engagerer sig mere end tidligere, og tidsforbrug er største årsag til bekymring

Fra 2023 til 2026 er forældres involvering i børns tidsforbrug steget. Blandt de 9-11-årige er andelen, der oplever, at forældrene bestemmer, hvor lang tid de må spille om dagen, steget fra 59 % til 68 %, mens andelen blandt de 12-15-årige er steget fra 27 % til 40 %. Dette tyder på, at forældre i stigende grad sætter rammer for børns spil.

Tidsforbrug er desuden forældres største kilde til bekymring, når det gælder deres barns brug af digitale spil. 69 % peger på tidsforbrug som en bekymring, men forældre bekymrer sig også om, hvem barnet spiller med, og hvad spillene indeholder.

Forældrenes bekymring kommer også til udtryk i børnenes oplevelse af uenigheder med forældrene. Over halvdelen af de 6-11-årige angiver, at de nogle gange eller oftere bliver uenige med deres forældre om digitale spil.

Af de børn, der har uenigheder med deres forældre om digitale spil, svarer 72 %, at de bliver uenige om tidsforbrug. 21 % bliver uenige om pengebrug, mens ditto 21 % bliver uenige om de specifikke spil, barnet spiller.

Børn bruger flere penge i spil end på at købe spil

Ifølge undersøgelsen bruger børn og unge ikke kun penge på spil, når de decideret køber et spil. Siden 2023 er der sket en stigning fra 42 % til 54 %, når det drejer sig om børn, der bruger penge på at købe mønter, ting og skins i spil, de har i forvejen.

Køb af mønter, ting og skins i spil har i 2026 overhalet decideret køb af nye spil, når det handler om, hvad børn bruger flest penge på i forbindelse med digitale spil. I 2026 svarede 37 % af børnene, at de bruger penge på at købe nye spil – i 2023 var tallet 43 %.

Mange platforme tilbyder løbende køb for små beløb, også kaldet mikrotransaktioner. Det enkelte beløb kan være lille, men gentagne køb kan få det til at løbe op og gøre det svært at have et overblik over det samlede forbrug. Hertil anvender flere platforme virtuel valuta, som ligeledes gør det ugennemskueligt, at der er tale om forbrug af rigtige penge, og hvor mange der bruges. Både mikrotransaktioner og virtuel valuta er til stede på de tre mest populære spilplatforme: Roblox, Fortnite og Minecraft.

Undersøgelsen viser:

  • 98 % af børn i alderen 6-15 år har prøvet at spille digitale spil
  • To ud af tre af de 9-15-årige spiller næsten dagligt eller oftere
  • Børn spiller først og fremmest for at blive underholdt
  • Roblox, Fortnite og Minecraft er de mest populære spil hos de 6-15-årige
  • Tidsforbrug er forældres største kilde til bekymring
  • Forældres involvering i børns tidsforbrug er steget – særligt for de 9-15-årige
  • Tidsforbrug er den største kilde til uenighed mellem barn og forælder
  • I 2026 bruger børn flere penge på ting, mønter og skins i spil end på at købe spil
  • 47 % af pigerne må kun spille gratis spil, mens det samme gælder 24 % af drengene

Læs og download undersøgelsen her

Platformsguides

Roblox

Roblox

Bliv klogere på Roblox og se, hvilke risici der er på platformen.

Læs guiden her

Fortnite

Fortnite

Bliv klogere på Fortnite og se, hvilke risici der er på platformen.

Læs guiden her

Minecraft

Minecraft

Bliv klogere på Minecraft og se, hvilke risici der er på platformen.

Læs guiden her

Om undersøgelsen

Medierådet for Børn og Unge, DR og NIMBI – Danmarks Institut for Spiludvikling er gået sammen om undersøgelsen for at sikre et fælles datagrundlag for samtalen om børns spil, deres motivation for at spille og de problemfelter, der kan opstå omkring børns spil.

Lignende undersøgelser blev foretaget i 2020 og 2023.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Epinion i marts-april 2026 og bygger på svar fra 1142 respondenter.