Manden uden Fremtid

Holger-Madsen, Danmark, 1916

49 min.DK/SpillefilmWestern, DramaStumfilm

Dansk titel Manden uden Fremtid
Original titel Manden uden Fremtid
Instruktør Holger-Madsen
Produktionsland Danmark
Produktionsselskab Nordisk Films Kompagni
Dansk distribution Fotorama
Tekniske data 1002 meter, 35 mm, Normal, Sort-hvid, Stum
Dansk biografpremiere 28.08.1916
Synopsis På en ferierejse møder den smukke millionærarving Grace sit livs kærlighed: Cowboyen Percy Fancourt, der bestemt ikke sømmer sig for en rigmandsdatter - i hvert fald ikke i følge Graces far. Modvilligt rejser hun hjem, og Percy martres af stærke hjertesorger, da en overraskende nyhed pludselig når ham. Et kæmpe gods i London er testamenteret til ham som eneste arving. I sin nyvundne glædesrus opsøger han den uvidende Grace, der dog ikke vil indgå et ægteskab med en 'mand uden fremtid'. Slukøret beslutter han sig kort derpå at rejse til London og indtage det pompøse Mint Court.
På den anden side af Atlanten har Grace imidlertid fortrudt sin afvisning, men forsoningsbrevet når selvsagt ikke frem til den bortrejste Percy. Forgæves venter Grace på et svar, der ikke kommer, og den gamle millionær pines af sin datters tristesse. Som et forsøg på opmuntring inviterer han hende med på sin forretningsrejse til London, så hun kan se lidt af verden og blive introduceret til Londons aristokratiske kredse. Skæbnen vil naturligvis, at Percy og Grace mødes i netop denne sammenhæng, men trods begges umiddelbare overraskelse og glæde, hersker der en kløft imellem dem. Percy, der endnu slikker sine sår over den brydske afvisning, giver Grace den kolde skulder. Først da brevet endelig når frem til Percy og misforståelsen opklares, kan de to forenes.