Bjørne brødre

Aaron Blaise, Robert Walker, USA, 2003

88 min.U/SpillefilmBørnefilm, Animation

Aldersgrænse Frarådes børn under 7 år
Vurdering Filmen indeholder flere dramatiske scener, hvor hovedpersonen og hans venner er i livsfare, f.eks. da hovedpersonen og hans brødre kæmper mod en bjørn. Scenerne er af kortere varighed og afløses hurtigt af scener med en glad og munter stemning. Filmen er en tegnefilm, der foregår i et miljø, der rummer stor distance til realisme. Den vurderes derfor til kun at kunne virke skræmmende på børn under 7 år.
Dansk titel Bjørne brødre
Original titel Brother Bear
Instruktør Aaron Blaise, Robert Walker
Producent Chuck Williams
Produktionsland USA
Produktionsselskab Walt Disney Feature Animation, Walt Disney Pictures
Dansk distribution United International Pictures
Tekniske data 2400 meter, 35 mm, Cinemascope, Technicolor, DTS
Vurderingsdato 15.01.2004
Dansk biografpremiere 06.02.2004
Synopsis Kenai er en ung indianer, der står for at skulle have sit totem af stammens kloge kone, Tanana. Kenai bliver dog slemt skuffet over 'Kærlighedens bjørn', og selv om Tanana forsikrer ham om, at kærligheden er den stærkeste og vigtigste kraft, er Kenai vred og utilfreds.
Kort efter opdager Kenai og hans to ældre brødre, Sitka og Denahi, at en bjørn har stjålet de fisk, de netop havde fanget. De forsøger at redde deres fangst, men kampen med bjørnen ender i tragedie: Sitka dør, mens bjørnen overlever.
Kenai vil hævne sig, men selv om Denahi advarer ham om, at det er forkert at dræbe bjørnen, kaster Kenai sit totem bort. Da han har dræbt bjørnen, forvandler Sitkas ånd ham til en bjørn. Kenai kan nu kun blive menneske igen på bjerget, hvor det magiske nordlys rører ved toppen. Samtidig er han i fare. Denahi tror nemlig, at Kenai er blevet dræbt af bjørnen, og nu vil også han hævne sig. Han jager derfor den bjørn, der i virkeligheden er hans egen bror. Kenai får dog hjælp af den snarrådige og evigt snakkende bjørneunge Koda, som hjælper Kenai med den uvante tilværelse som bjørn. Desuden ved Koda, hvor det magiske bjerg befinder sig.