Lorax - skovens beskytter

Chris Renaud, USA, 2012

90 min.U/SpillefilmBørnefilm, Animation

Aldersgrænse Tilladt for alle
Vurdering Filmen er en animationsfilm, der veksler mellem en primær sjov og varm stemning og en til tider lidt mere mørk og truende stemning. Over en længere periode må en gruppe dyr se til, mens nogle mennesker ødelægger deres skov, hvilket ender med, at dyrene må forlade skoven. I flere scener er nogle børn i lettere fare: I en scene er en dreng og en lille bjørn på vej til at flyde med en strøm ud over et stort vandfald. I en anden scene bliver to børn og ældre kvinde forfulgt af nogle skurke gennem en by på scooter. Da de lettere dramatiske scener er kortvarige og opblødes med humoristiske hændelser, og da børnene i filmen ikke udviser frygt og ikke kommer alvorligt til skade, i samspil med at filmen foregår i et urealistisk animeret univers, vurderes det, at filmen ikke vil kunne virke skæmmende på børn.
Dansk titel Lorax - skovens beskytter
Original titel The Lorax
Instruktør Chris Renaud
Producent Janet Healy, Christopher Meledandri
Produktionsland USA
Produktionsselskab Illumination Entertainment
Dansk distribution United International Pictures
Vurderingsdato 10.02.2012
Dansk biografpremiere 29.03.2012
Synopsis Thneedville er ren og pæn og har alt, hvad man kan ønske sig. Så længe man ikke ønsker sig frisk luft eller fri natur. Men frisk luft kan man købe på flaske (O'Hare Air) og fri natur er der ingen, der drømmer om, undtagen Audrey. Og fordi Ted er forelsket i Audrey drager han ud for at finde et ægte levende træ (og måske vinde sig et kys). Han forlader Thneedvilles trygge, rene rammer og begiver sig ud i det mærkelige tusmørkeland uden for bygrænsen - golde, afskovede skråninger, hvor den eneste beboer i et faldefærdigt hus er Onceler. Men inden Onceler vil fortælle, hvordan træerne kan komme tilbage, må Ted høre den mærkelige historie om Lorax, skovens beskytter, om Dånende svaner, nynnende fisk og Bar-ba-loot-bjørne. Og inden dén historie giver mening, må Ted og Audrey narre sig uden om den magtfulde O'Hare, der ikke bryder sig om noget så unaturligt som et træ, der giver frisk luft!