Ringenes herre - Kongen vender tilbage

Peter Jackson, USA, 2003

201 min.U/Spillefilm

Aldersgrænse Tilladt for børn fra 11 år
Vurdering Filmen har i perioder en dramatisk stemning. Den indeholder voldsomme kampscener mellem mennesker og forskellige fantasifigurer, hvor mange mennesker lider overlast og bliver dræbt. I flere sekvenser er heltene i intense og dramatiske kampe på liv og død. F.eks. angribes 2 af hovedpersonerne i en lang scene af en kæmpeedderkop. I en scene bliver et menneske henrettet med et spyd. Dette kan virke skræmmende på børn. Fordi historien foregår i et eventyrunivers, hvor der tydeligt kan skelnes mellem det gode og det onde, og fordi børnene vil være fortrolige med de filmiske virkemidler i flere af kampscenerne, da de minder om computerspil, skønnes den ikke at virke skræmmende på børn og unge over 11 år.
Dansk titel Ringenes herre - Kongen vender tilbage
Original titel The Lord of the Rings: The Return of the King
Instruktør Peter Jackson
Producent Barrie M. Osborne, Peter Jackson, Frances Walsh
Produktionsland USA,New Zealand
Produktionsselskab New Line Cinema
Dansk distribution SF Studios, Filmcompagniet - SF Film, Warner og Twentieth Century Fox
Tekniske data 5503 meter, 35 mm, Cinemascope, Deluxe
Vurderingsdato 15.12.2003
Dansk biografpremiere 17.12.2003
Synopsis Filmen er 3. del i trilogien om Ringenes Herre. Frodo og Sam nærmer sig bjerget hvor ringen kan destrueres, de ledes af væsenet Gollum der kommer mere og mere i splid med sig selv. På sletten forberedes det endelige slag mellem de gode og det onde.
Kommentar EVENTYR - KUN FOR STORE BØRN Medierådet for Børn og Unge har givet RINGENES HERRE 3, KONGEN VENDER TILBAGE Tilladt for børn over 11 år. Filmen er en heroisk historie om, hvordan hjertets renhed besejrer ondskaben. Da den også er befolket med troldmænd, elverfolk, hobitter og andre sære væsener, appellerer den til et bredt publikum. Medierådet for Børn og Unge vil dog fraråde forældre at tage børn under 11 år med ind og se denne film. Filmen indeholder en række uhyggelige og voldelige scener, men grundet det mytiske og distancerende eventyrunivers har filmen ikke fået en højere vurdering. Medierådet for Børn og Unges ledsageregel indebærer, at børn, der er fyldt 7 år, må se filmen i følge med en voksen. En række børn vil nok være meget interesserede, så det er op til de enkelte forældre at vurdere barnets modenhed og interesse i forhold til, at der vises frygtindgydende kampscener med voldsomme chokeffekter på både lyd - og billedsiden. Er man i tvivl, er det bedst at vente til filmen kommer på VHS/DVD, da fjernsynsformatet vil virke mindre voldsomt. Børn, der selv har læst bogen eller fået læst bogen op, børn, der spiller Dungeons and Dragons, adventurespil og magic cards vil være bedre rustet til filmen end børn, der ikke kender dette univers. Filmen har danske undertekster og varer 3 1/2 time, så man skal både kunne læse og kunne fastholde interessen over en længere periode. Filmen er altså ikke med dansk tale.