Over kanten

Laurits Munch-Petersen, Danmark, 2012

99 min.DK/Spillefilm

Aldersgrænse Tilladt for børn fra 11 år
Vurdering Filmen har gennemgående en tvetydig og til tider truende og uhyggelig stemning.
Den indeholder flere scener, hvor en mand forestiller sig, at en anden mand vil ham noget ondt, fx forestiller han sig, at en mand vil fjerne en stige under ham. I en scene ser man desuden en mand, der er faldet ud over en klint og ligger død, blødende og forvredet på stranden. Denne scene er dog kortvarig. I en anden scene ser man en kvinde, der flygter fra to mænd med geværer. Og i en tredje scene ser man en mand, der drukner en mår i et bur. Selvom filmen anvender træk fra gysergenren både i virkemidler og fortælleteknik, opblødes de uhyggelige sekvenser af, at man får en fornemmelse af, at det er noget, manden forestiller sig. Samtidig er de uhyggelige scener ikke meget udpenslede eller langtrukne. Det vurderes derfor, at filmen vil kunne virke skræmmende på børn under 11 år.

Det skal noteres, at der ikke skal skrues alt for meget på virkemidlerne fra gysergenren for at filmen risikerer at få en 15-års-vurdering.
Dansk titel Over kanten
Original titel Over kanten
Instruktør Laurits Munch-Petersen
Producent Ronnie Fridthjof, Elisabeth Victoria Poulsen
Produktionsland Danmark
Produktionsselskab Fridthjof Film
Dansk distribution Nordisk Film Biografdistribution
Vurderingsdato 10.02.2012
Dansk biografpremiere 03.05.2012
Synopsis Da David og Freja ankommer til deres nyerhvervede landsted på Møn, sker et uforklarligt selvmord ved klinten. David begynder at mistænke deres nyansatte håndværker, Roar, der viser sig at have forbindelse til den mand, som faldt ud over klinten. Mistroen vokser, da David mener, at Roar lægger an på Freja - hvad hun blankt afviser. David forsøger at trænge til bunds i sagen, men jo tættere han kommer på sandheden, desto længere væk kommer han fra Freja.