Grumme Rim

Jan Lachauer, Storbritannien, 2018

58 min.

Aldersgrænse Frarådes børn under 7 år
Vurdering Tegnefilmserien veksler mellem en eventyrlig, humoristisk og let uhyggelig stemning.
Serien er bygget op over velkendte eventyr, og indlejrer figurer og handlingsforløb herfra. Men både handlingsforløb og figurernes adfærd er forvredne og får et uforudsigeligt twist i serien, der også benytter sig af sort humor som gennemgående element.
Serien indeholder flere scener med let dramatisk og uhyggeligt indhold. Nogle figurer bliver ædt, skudt og dør, nogle bliver halshugget, andre bliver taget til fange. I en scene ser og hører man en figur æde et hjerte med ryggen til. I en anden scene kommer man helt tæt på et stort, stygt uhyres ansigt og store mund. I episode 2 lokker en ulv, forklædt som barnepige, to børn til at åbne hoveddøren, og planter en frygt for børnenes liv hos beskueren gennem hele afsnittet.
Det dramatiske og let uhyggelige indhold underbygges af dyster og ildevarslende musik.
De let uhyggelige og dramatiske scener er imidlertid ofte fortalt med sort humor. Fx løber flere af de halshuggede figurer videre uden hoved, og de figurer, vi kender som uskyldige ’ofre’ forvandles i serien til heltemodige ’bødler’. Drabene er ublodige og uden lidelser, og stort set kun de onde dør. Derudover foregår serien i et animeret, ikke realistisk univers, og handlingen forløses glædeligt til sidst. Det vurderes derfor, at serien kun vil kunne virke skræmmende på børn under 7 år.
Dansk titel Grumme Rim
Original titel Revolting Rhymes
Instruktør Jan Lachauer
Produktionsland Storbritannien
Produktionsselskab Magic Light Pictures
Dansk distribution SF Studios
Vurderingsdato 20.06.2018
Synopsis Filmen blander klassiske eventyr som Rødhætte, Snehvide, De tre små grise samt Hans og bønnestagen og serverer dem med et drilagtigt twist. Ender Rødhætte som Den store, stygge ulvs aftensmad? Kan Snehvide tage fusen på sin onde stedmor? Er murstenshuset stærkt nok til at beskytte den lille gris? Hvordan kan Hans undgå kæmpen og finde sin gyldne skat? Hvem gifter Askepot sig med? Fortælleren Ulv har alle svarene og ligger også selv inde med en historie.