Rigtig voksen

Anders Gustafsson, Danmark, 2017

75 min.SpillefilmDK/Dokumentarfilm

Vurdering Tilladt for alle, men frarådes børn u. 7
Begrundelse Filmen er roligt fortalt. På trods af det vanskelige emne, har filmen en håbefuld og positiv grundtone. Den beskriver i flere scener en række vanskelige situationer i dysfunktionelle familier, hvor voksne i afmagt skælder ud på børn og tager hårdt fat i dem. Da disse scener ikke er udpenslede, og da de forklares og til en vis grad afklares igennem dialogen, vurderes filmen kun at kunne virke skræmmende på børn under syv år.
Dansk titel Rigtig voksen
Original titel Rigtig voksen
Instruktør Anders Gustafsson
Producer Helle Faber
Produktionsland Danmark
Produktionsselskaber Made in Copenhagen
Dansk distribution Det Danske Filminstitut
Vurderingsdato 01.05.2017
Online release 22.05.2017, Filmcentralen
Synopsis Instruktøren Anders Gustafsson havde i 2008 premiere på filmen 'Lille voksen', der fulgte den dengang 14-årige Xenia, som voksede op i en dysfunktionel familie med omsorgssvigt. Nu er han klar med en ny film om Xenia, der er blevet voksen og skal være mor i en alder af 23 år. Planen er, at hun og kæresten Mathias skal leve et godt og fornuftigt liv, som de selv kalder det. De skal ikke være på kontanthjælp, som deres forældre eller tage stoffer eller drikke og deres søn, Linus, skal have en god barndom.
På trods af deres gode intentioner føler de alligevel, at de bliver mødt med fordomme fra myndighedernes side. De mange mødeindkaldelser fra forskellige instanser og den konstante regn af tilbud om hjælp, opfatter de som mistillid og det gør, at de selv mister tilliden til alle dem, der forsøger at hjælpe. ”De kan nemlig godt selv”. Men som så mange andre nybagte forældre har de udfordringer og da de når frem til, at de måske godt kunne have brug for hjælp, så har de ikke lyst til at række ud, fordi de har mistet tilliden.