Viceværten

Katrine Wiedemann, Danmark, 2012

85 min.DK/Spillefilm

Aldersgrænse Tilladt for børn fra 15 år
Vurdering Filmens fortælling er centreret omkring tematikker som seksuelt misbrug, fornedrelse, dominans og magt og har en gennemgående rå og tvetydig stemning. I flere scener ser man blandt andet flere mænd dyrke sex med en ung kvinde, der findes nøgen og som hverken kan tale eller gå. Selv om kvinden smiler og ikke sætter sig til modværge, kan det opleves som seksuel udnyttelse af et forsvarsløst individ. Filmen indeholder derudover også nogle dramatiske sekvenser, der er med til at underbygge filmens råhed: I en scene ser man blandt andet en far, der slår, truer og ydmyger sin voksne søn, og i en anden ser man en mand, der angiveligt vil dyrke sex med en grædende kvinde, som modbetaling for en tjeneste. Denne scene er præget af voldsomhed og ydmygelse. Filmen igennem bliver situationen mere og mere kompleks og desperat, og det vurderes på baggrund af den eksplicitte seksuelle tematik samt de komplicerede tråde af misbrug og prostitution, der følger af filmens handling, at filmen vil kunne virke grænseoverskridende på børn og unge under 15 år.
Dansk titel Viceværten
Original titel Viceværten
Instruktør Katrine Wiedemann
Producent Ib Tardini, Vinca Wiedemann
Produktionsland Danmark
Produktionsselskab Zentropa Entertainments
Dansk distribution Nordisk Film Biografdistribution
Tekniske data Farve, Tone
Vurderingsdato 12.09.2012
Dansk biografpremiere 25.10.2012
Synopsis Per er en besk og bitter vicevært med en taberagtig søn, der lige er kommet ud af fængsel, og to sølle venner, som han hundser rundt med. En dag finder han en ung smuk kvinde, som ligger nøgen i en tom lejlighed, svøbt ind i et gardin. Hun er tilsyneladende lige til at nappe. Pigen er glad og villig - næsten som en gave fra himlen. Per tager hende med hjem til sin egen lejlighed, og hendes uskyldighed vækker noget nyt i ham og hans venner - måske kærlighed?