Digitale udfordringer

Forældremøder Mediebrug og trivsel Gaming Sociale medier Mellemtrin Under 30 minutter
To piger med hver deres telefon.

Forældrene skal drøfte fem fiktive cases, der repræsenterer børnenes udfordringer online.

Formål

Det er altid en god ide at tage udgangspunkt i nogle fiktive cases, når forskellige udfordringer skal vendes med forældrene i klassen. I denne øvelse er der skitseret fem udfordringer, som børn på mellemtrinnet kan opleve. Disse cases adresserer digital mobning, klassetrivsel og tidsforbrug.

Fremgangsmåde

Placer forældrene ved gruppeborde med plads til 6 i hver. Det vil være mest hensigtsmæssigt at det samme barn ikke er repræsenteret med to forældre i den samme gruppe. Der er i alt fem fiktive cases og hver gruppe skal have et ark med alle fem cases (printes fra hjemmesiden). Bed hver gruppe forholde sig til så mange af de udleverede udfordringer, som de kan nå indenfor ca. 15 min.

Udfordring 1: Spil

Din søn Peter bruger meget tid på at spille computerspil. Det bekymrer dig, at han ikke er ude og spille fodbold. Efter skole sidder han på sit værelse og er helt opslugt af at spille. Faktisk spiller han tit flere timer hver dag og har nærmest ikke tid til at spise aftensmad eller lave lektier. Peter siger selv, at han hygger sig rigtig meget og er sammen med sine kammerater om spillet.

Udfordring 2: Konflikter

Din datter Emilie og hendes klassekammerater skriver meget sammen på Snapchat. En dag viser Emilie dig en besked fra en af hendes veninder fra klassen. Der står "Helt ærligt, du er nok bare den vildeste luder".

Udfordring 3: Facebook

Din søn Carl er 11 år og vil gerne have en Facebook-profil. Han siger, at næsten alle de andre i klassen har profiler, og han har set, hvordan de deler billeder og spil derinde. Du ved, at Facebooks officielle aldersgrænse er 13 år.

Udfordring 4: Hadeprofiler

Din datter Asta fortæller, at nogle drenge fra klassen har lavet en Instagram-profil om en klassekammerat, der hedder Klara. Hun siger, der står, at Klara er 'mega-nederen', og at flere fra klassen har skrevet kommentarer på siden.

Udfordring 5: Chatgrupper

Klassens chatgrupper på Snapchat og i Messenger administreres af de samme to elever på årgangen. Din søn Anders fortæller, at man kan blive "udelukket" fra gruppen, hvis man ikke er populær nok, eller hvis man har sagt noget forkert. Det kan være rigtigt svært for den, der er blevet udelukket. Især hvis man har følelsen af, at der netop bliver chattet om en i gruppen.

Slut af med at lave en fælles opsamling, hvor grupperne kan fortælle om, hvad de har talt om. Du kan fx stille følgende spørgsmål til grupperne:

  • Hvilken udfordring var sværest at forholde sig til og blive enige om i gruppen?
  • Hvilken udfordring var lettest at forholde sig til i gruppen?
  • Hvilken udfordring rørte jer mest i gruppen?
  • Hvilken udfordring virkede mest relevant for gruppen?
  • Hvilke tanker satte udfordringerne i gang hos gruppen?

Info om øvelsen

Emner
Digital trivsel
Digital mobning
Tidsforbrug

Tid
25 minutter

Målgruppe
Forældremødet uden børn

En del af projektet

Digital genial

En online-værktøjskasse til at styrke den digitale dialog på forældremødet i indskoling og på mellemtrin.

Andre værktøjer til forældremøder

Vis flere